hornum_01

Med færdiggørelsen af digitaliseringen af elnettet i Hornum har Hornum El-Forsyning et rigtig godt overblik over evt. problemfelter. Dermed reduceres såvel sårbarheden i nettet som tidsrummet uden elforsyning til den enkelte forbruger i tilfælde af brud.

Formanden for Hornum El-Forsyning, Jørn Lassen, og afdelingsleder Hans Warming, Elfirmaet Øgaard, er godt tilfreds med digitaliseringen.

– Da der forleden var en fejl på gadelysnettet, var det let at lokalisere den via de digitale kort, fortæller Hans Warming. På den måde sparer vi tid og kan udbedre skaden hurtigere. Bent Henriksen er ansvarlig for GIS (Geografisk Informations System) hos den lokale El-Forsyning og manden bag digitaliseringen.

Digitaliseringen et godt redskab

– Digitaliseringen viser kabel- og signalskabe, transformatorer samt hele ledningsnettet. Eksempelvis er de ca. 250 kabelskabe i Hornum forsynet med et nummer samt Hornum El-Forsynings telefonnummer, så der hurtigt kan gives besked i tilfælde af uheld. Fra kabelskabene fører el-stikledninger ind til hver af Hornums ca. 600 forbrugere, oplyser Bent Henriksen.

I Hornum kan Hans Warming via sin computer skaffe værdifulde oplysninger om nettet og dertil knyttede installationer. GIS-ansvarlig Bent Henriksen foretager de nødvendige opjusteringer af de digitale oplysninger på nettet.

– Digitaliseringen er et værdifuldt redskab i vore bestræbelser på at sikre stabil elforsyning til vore forbrugere, slutter formand Jørn Lassen, Hornum El-Forsyning.